Beachvolleybaner, en tarzanbane, en legekarrusel, hoppesten over vand og en multibane er blot nogle af de ting, som brugerne kan benytte sig af i Aktivitetsområdet, som om få uger åbner op for de første aktiviteter. Der er gennem de seneste måneder blevet arbejdet flittigt på at skabe et attraktivt byrum for byens borgere ved det tidligere tennisområde på hjørnet af Havnevej og Engvej i Skive.
Bilister, cyklister eller gående har løbende kunnet følge med i, hvordan Aktivitetsområdet, der er en del af bosætningsindsatsen BigBlue Skive, har taget form.- Vi åbner for aktiviteterne i slutningen af juni, og formålet med Aktivitetsområdet er at skabe nye attraktive faciliteter for hele familien. Aktiviteterne tager primært udgangspunkt i balance, spænding, fart og boldspil, siger Maria Juul Sørensen, der er planlægger ved Skive Kommune.
Indgang til flere destinationer
En stor del af Aktivitetsområdet bliver Aktivitetspavillonen, der henvender sig til motion og kunst. Her har en række klubber og foreninger været inddraget, og de har givet udtryk for, at de ønsker at benytte pavillonen til udstilling af kunst, udendørs koncerter og udendørs motion og opvarmning. Derudover bliver der et opholdsområde med bordbænkesæt og stemningsbelysning foran Aktivitetspavillonen.
Aktivitetsområdet kommer også til at indeholde en stor parkeringsplads. Og derudover vil der blive lavet en buslomme, hvor busserne kan parkere, ligesom der er flere muligheder for cykelparkering. Og de gode muligheder for at kunne parkere taler ind i visionen om at skabe et ankomstrum for Idræts- og Kulturparken, hvor byens borgere og gæster kan ledes videre til destinationer som Skive Museum, Hancock Arena og Spar Nord Arena.
Derudover kommer Aktivitetsområdet også til at fungere som et landskab, der kan håndtere større mængder vand ved store regnskyl.
Kunst, koncerter og motion
Forud for projektet blev det erkendt, at der mangler aktiviteter og mødesteder for børn og unge under 13 år i Skive. Derfor har folkene bag projektet gennemført en workshop med en 6. klasse fra Skivehus Skole, hvor formålet var at afklare, hvilke behov denne aldersgruppe har.
Det er nogle af de tilbagemeldinger, der har givet inspiration til de ting, der kommer til at forme Aktivitetsområdet.Derudover er målgruppen for området unge og voksne, der interesserer sig for kunst, udendørs motion og udendørs koncerter.- Vi har i forbindelse med projektet haft en brugerinddragelse med aktører fra Idræts- og Kulturparken herunder Skive Forenede Volleyball klubber, Skive Museum, Skive IK, Skive Atletik og Motion samt Skive Tennisklub, siger Maria Juul Sørensen.Selve parkområdet i projektet er færdigt inden for få uger, og aktivitetspavillonen står efter planen færdig sidst i oktober, hvor der løber en samlet indvielse af stablen.