Siden 2015 har Skive Kommune arbejdet målrettet med at inddele udviklingsplanen BigBlue Skive i etaper og delprojekter.
Elværksbroen og det nye opholdsareal ved åen var det første færdige BigBlue-projekt, der blev indviet i juli 2017.
Foto: Thomas Køser.
I 2018 sendte Skive Kommune en ansøgning om i alt 40. mio. kr. til disse fire delprojekter:
Banestien
Klimasikring og ophold ved Sønder Centret
Anlæg og ophold ved Gl. Skivehus
Idræts- og Kulturparken
Ansøgningen resulterede i, at Spar Vest Fonden gav 10 mio. kr. til virkeliggørelse af Banestien, og de sidste 30 mio. kr. finansierede Skive Kommune selv. Planlægning og etableringen af de fire konkrete projekter har siden været i fuld gang, og mange delprojekter er allerede færdige. Færdiggørelsen af flere af projekterne blev markeret med en stor åbningsfest fredag den 24. januar 2020.
Elværkskvarteret er også et vigtigt delprojekt i BigBlue Skive. Helhedsplanen for det nye kvarter blev endeligt godkendt af Skive Byråd i februar 2019, og Skive Kommune arbejder ihærdigt på etapeinddeling og på udviklingen af området. I juni 2021 blev en mere detaljeret landskabsplan for udformning af byrum og landskaber i Elværkskvarteret godkendt. Det er hensigten, at omlægning af Brårupgade er noget af det næste, der skal ske.
Idræts- og Kulturparken ved Skive Stadion er et projekt der opdeles i flere etaper. Å-rummet i nærhed til Skive Å er blandt andet en af etaperne, der blev indviet i august 2021. Det næste projekter der bliver sat gang i er Kunsttrappen op til Skive Museum og den næste strækning af Banestien, der forløber fra Børnenes Paradis og ned mod havnen. I starten af 2020 blev Skive Kommune tildelt 700.000 kr. fra Statens Kunstfond som bidrag til et kunstprojekt på Banestien ved Idræts- & Kulturparken. Beløbet udgør omkring en fjerdedel af den samlede pulje, der blev uddelt på daværende tidspunkt.